0
Sendt 8. juli 2012 af ... Niels Bosworth I Anmeldelser
 
 

RF12: Malk de Koijn – fan-fest på Orange

På vandreturene mellem teltene på campingpladsen har jeg mange steder hørt Malk de Koijn spille på alt fra mobile pladespillere til iPod-anlæg i folkevogns-rugbrød-størrelse.

Der er altid store forventninger når de største danske grupper spiller på Roskildes Orange Scene og der var særligt store forventninger til Blæs B, Tue T og Geolo G fredag. Forventningen kunne hos nogen næsten måle sig med stemningen op til reunion-koncerten i 2009 på Arena. (Læs vores artikel fra 2009)

Men der er meget der er anderledes i dag. Toback to the Fromtime har ligget nummer et på hitlisterne, og mange flere af Roskildes gæster har taget en musikalsk ferie til Langestrand. Og fredag indtog drengene Roskilde Festivalens største scene.

Orange er ikke det letteste sted at spille, men Malk de Koijn gav fuld gas fra første nummer og publikum kvitterede med stor begejstring. De fleste gjorde i hvert fald. Som altid på Roskilde var mange dukket op for at se hvad de store navne kan på Orange. Andre var bare stoppet op, på vej fra den ene koncert til den anden.

Blæs Bukki lagde ud, og på hele pladsen foran scenen var der glade fans der rappede med og gav den gas til deres yndlingsnumre. Og ind imellem dem stod alle de andre. I topform, leverede trioen sprød og legende lyd der prøvede at presse Orange Scene op i gear. Fra nyt til gammelt, fra styrke til styrke. Efter flere tøjskift og den første halvanden times koncert var Malk de Koijn stadig i fuld fart og hvert nyt nummer vakte glæde blandt de dedikerede publikummer, men de der fra starten ikke kendte meget til musikken var for længst gået videre og der var alt for god plads på plænen til at finde et godt sted at stå.
En veninde bemærkede for mig at ‘det er nu synd de ikke har band med’ og i samme øjeblik begyndte gæsterne at melde sig på scenen og showet blev kørt helt hjem med besøg af bl.a. Bjørn Svin som fik lov at hoppe rundt til mashupversionen af “Å åå Mæio” og det hele sluttede med et brag.

Der var aldrig tvivl, og gruppens show cementerede Malk de Koijns status som en gruppe i den absolutte top af dansk rap. Enhver der elsker dansk rap kan glæde sig med at genren endnu en gang er kommet tættere på den anerkendelse der alt for længe har manglet.


Niels Bosworth