RF11: Jeg har fucking lyst til at kneppe jer alle sammen!
Sådan lød en af libertinerens første kommentarer som respons på det store fremmøde foran Orange Scene denne ganske flotte juli aften, hvor regn og skybrud endelig var fortid. Liam indtog søndag aften Orange Scene for femte gang – i træk – og det i sig selv er Roskilde-historie. Men Liam ville mere end bare dyrke sig selv og fejre sit 5 års-jubilæum.
Undertegnede havde hørt Liams koncert i KB Hallen og vidste, at Roskilde havde noget at glæde sig til. Men den store bekymring gik nu på, om det kunne holde som stadion-koncert. Det skulle hurtigt vise sig, at bekymringerne blev gjort til skamme. L.O.C.’s femte Orange-optræden udviklede sig stille og roligt til en sand folkefest. Med sig havde Aarhus V-bangeren medbragt et arsenal af hits, der lifligt blev lirket ind imellem de melankolske numre. Derved blev intensiteten bevaret og koncerten faldt aldrig i intensitet på trods af en koncertspilletid på halvanden time. Af klassikere kan nævnes i flæng: “Frk. Escobar”, “Absinthe”, “Få din flask’ på”, “Undskyld” etc.
Og i forhold til koncerten i KB Hallen havde L.O.C. skruet ekstra op for netop hit-knappen, hvilket var et klogt valg. Man kan altid diskutere, hvor meget crowdpleaser man skal være som kunstner, men faktum var, at hitmaskinen forvandlede Orange Scene til et gigantisk festorgie, hvor der blev sunget højlydt og inderligt med på flere af numrene. De nye Libertiner-numre var et kærkomment afbræk mellem hitsene og de melankolske klassikere og især “StarFuckMig”, “Når jeg har jer”, “Langt ude” og især single-hittet “Momentet” med U$O, fra det nye album, fungerede forrygende godt live.
Udover hitparaden havde Liam også medbragt en håndfuld overraskelser i form af fire gæsteoptrædener. Sammen med Jokeren og Niarn blev “Havnen” fyret af, og Orange Scene gik amok i festrus. Symbolikken var svær at tage fejl af. Liam samlede ikke kun en håndfuld af det sidste årtis mest succesfulde danske rappere, han fik også markeret et bånd mellem de tre største danske rapbyer: København, Aarhus og Aalborg. Og på den måde blev hele hiphop-Danmark flettet sammen og bragt til fest foran Orange Scene. Dernæst blev det til et kort visit af Johan Olsen på “Libertiner”, og slutteligt kom U$O ind over “Ingen Diskussion” og “Momentet”.
”Giv mig jeres reaktion på næste nummer, så jeg har noget at spille pik til det næste år” og ”I gør det svært ikke at få storhedsvanvid”. L.O.C. gjorde, hvad han kunne for at dyrke sit gudekompleks. Hele lineuppet af gæsteoptrædener, hitparaden, de nøje udvalgte melankolske numre, tracks fra fortiden, hyldesten til publikum og hele det flotte scene-setup gav nu mere et uudslettelige indtryk af en sympatisk mand, der nød sin succes sammen med sit publikum på Orange Scene med et ægte og glædesstrålende smil. Tak for årets fest på Orange Scene L.O.C.! Og velkommen i den udødelige scrapbog af Orange-Scene-klassikere!





















