Nyt navn giver splittet reaktion
Du kender måske umiddelbart ikke navnet, men manden bag det har du sikkert hørt om. J-Spliff har genopfundet sig selv under navnet ”Cliff Uwey” og lavet albummet The Eclectic. Man kan ændre både navn og flow, men stemmen er svær at ændre, så har man én gang vænnet sig til at kombinere den med J-Spliff, så er det svært at komme væk fra at det er ham man lytter til.
Det er en ny reggae-/dancehall-inspireret lyd vi får på The Eclectic der bl.a. er co-produceret af Es. Det er ikke produktioner der ligger i bunden af skalaen, men dog heller ikke stykker der sætter sig solidt på hjernehinden. Vandet deles mellem det kedelige og det spændende. Lyden er varm, men for tilbageholdende. Lyden er interessant, men lidt for ufarlig. Efter min mening kunne kontakten godt skrues en smule mere op, især til Cliff Uweys stemme og tempo. Det er imidlertid de små effekter i numrene der er med til at gøre at jeg ikke ryger helt af på rytmevognen.
Cliff Uwey rapper med indlevelse og fokus, men der mangler lige den sidste brik for at puslespillet bliver komplet. Jeg savner nogen lidt større armbevægelser, som jeg føler at Cliff Uwey sagtens ville kunne levere. Tekstmæssigt er vi vidt omkring, og det er et dejligt plus. Der bliver lagt lidt afstand til den gamle tekstskrivning og fremførelse, og det giver et frisk pust. Pustet er dog mere en brise end den orkan jeg havde håbet på ville finde sted.
Jeg er lidt splittet over albummet der på den ene side er lidt for anonymt til min smag, men på den anden side heller ikke et album der ryger direkte i skrivebordsskraldespanden. I sommertiden her er albummet perfekt til at smække på som baggrundsmusik og have kørende i baggrunden mens man griller og får nogen fadøl, men jeg ved ikke om jeg kommer til at tage det frem senere på året.
Det er bestemt ikke et dårligt album, det bare lidt kedeligt, og får mig ikke så meget op af stolen som jeg kunne have håbet på. Der er for langt mellem de rigtig gode ting der sidder i kassen, og på trods af et par numre af den lækre slags, så lugter jeg desværre ikke rigtigt nogen evergreens på albummet, og det er en skam.
