Libertineren rammer og skræmmer

Sidste årtis hitmager og medieudråbt konge af dansk rap L.O.C fortsætter den clubbede elctronica-orienterede stil fra Selvmord-projektet og har fundet en plads et sted mellem denne og sit forrige soloudspil Melankolia/XxxCouture. Tekstmæssigt kommer vi for alvor under huden på den anerkendte og mangesidede rapper, og det er klart her, at albummet har sin største force. Generelt kredser albummet om selvdestruktiviteten, lasterne og de ambivalente sider af tilværelsen. De meget personlige tanker fremstår ofte mere, om end utroligt velskrevet, som ego-massage end kilder og inspiration til det kantede og melankolske univers med hårdtslående udgydelser i skøn forening med nærværende tekster, som L.O.C. plejer at præsentere os for.

Desværre virker det elektroniske og til tider meget poppede lydbillede (som især på “Endnu mere” og “Momenter (feat. USO)”) kun til at understrege denne pointe. Det er lækkert for øret at lytte til og utroligt velproduceret, men kanten mangler. Der er desværre noget uforeneligt mellem det ærlige og personlige og så albummets meget poppede tidstypiske lydbillede. De to ting passer ikke sammen. I forsøget på at genopfinde sig selv er L.O.C. gået på kompromis med mange af de ting som tidligere har virket for ham. Respekt for en mand, der fornyer sig, men albummet gør det ikke tydeligt, hvilken vej L.O.C. vil gå rent musikalsk. En del af numrene mangler muligvis derfor sjæl og ender med at blive for syntetiske og neutrale.

Når det så er sagt, så er der også en håndfuld numre, som i den grad viser, at L.O.C. i samarbejde med Rune Rask stadig er, og fortsat vil være, et af dansk raps helt store flagskibe. Det ses mest tydeligt på det både smukke og skræmmende “StarFuckMig“, begærets magt på “Min Parafili”, det på mange måder ensomme “Libertiner (feat. Johan Olsen)”, det ærlige “Langt ude” og endeligt cirkelsparket i mellemgulvet på branchen på “Når jeg har jer”. Både lyd, og især tekst, er på mange måder milevidt foran det dansk rap generelt producerer og leverer for tiden. Desværre har Libertiner-albummet, set som helhed, mistet en del kant og sjæl i forhold til tidligere udgivelser, men det har dog stadig sine lys- og højdepunkter.