10
Sendt 9. marts 2012 af ... Martin Ladeby I Nyheder
 
 

L.O.C. giver hans kommende album væk i 5 uger

L.O.C. udkommer med albummet “Prestige, Paranoia, Persona Vol.1″ d. 23. marts, og det vil i 5 uger fra den dato ligge til frit download. Grunden er at L.O.C. har valgt at sige tak for nu til Virgin og EMI, og har stiftet sig eget pladeselskab. “SelvGjortMillionærDrøm” er navnet på det nye selskab, der har bund i et gammelt U$O nummer. Selv siger L.O.C:

”Linjen på tracket, der også har affødt nummeret ”SGMD”, er egentlig: “… Jeg er en selvgjort millionær dreng…”, da det i mine øjne er det hele drengedrømmen tager afsæt i. Alt rap har rødder i kampen om at opnå det sødere liv eller en bedre tilværelse, og er oftest underdog’ens beskrivelsen af den kamp. Derfor syntes jeg også det er vigtigt at få sejren med. Det vil sikkert blive opfattet som blær af en del mennesker, men for dem der har lyttet til min musik siden 2001 er det en fejring og et manifest af det lade-sig-gørelige. Og det er nu engang, som det var dengang, de folk der er vokset op sammen med mig, såvel personligt som musikalsk, jeg udgiver musik for og til.”

”Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1″ er produceret af L.O.C. i samarbejde med blandt andet: Es, Flawless, Michel Svane, Young Exclusive og Diamond Style. Desuden gæstes albummet af rapperne USO og Westside Connection legenden WC samt Gigolo Jesus (Jokeren) og Pernille Vallentin.

Hvad angår det at lægge musikken op til fri download i 5 uger fra release siger L.O.C:

”For at fejre uafhængigheden skal folk have musikken foræret. Musikken betyder ingenting, før folk tager den til sig og lægger deres egne minder i den. Det handler om at skabe oplevelser. Jeg vil opleve musikken sammen med folk, og det er nemmere, når man ikke skal sælge et produkt.”

”Jeg oplever, at musikken er i fremgang. Der er flere festivaler pr. indbygger i Danmark end noget andet sted i verden, og vi bruger musik på nye måder via streaming og andet. Jeg vil se fremad. Man må tilpasse sig en ny situation i stedet for at hænge i bremsen. Dette giver også muligheden for at levere musikken til fans bare få dage efter den er indspillet og derfor kan jeg komme med et nyt album bare et år efter mit sidste”

Albummet ”Prestige, Paranoia, Persona Vol.1″ udkommer d. 23. marts. Danskrap.dk skal nok holde dig opdateret med hvor du kan finde albummet henne.

httpv://www.youtube.com/watch?v=sbpSfTMZSn8

 



Martin Ladeby

 
Skribent og anmelder Lade har været tilknyttet redaktionen siden 2002 og har smækket mangt en nyhed og anmeldelse over disken. Live som album. Lade er kendt for at tage bladet fra munden - hvorfor pakke tingene ind? Lade er i øvrigt et af sitets jyske indslag, og dækker ofte koncerterne fra den side af Bæltet.