|
Danskrap.dk’s udsendte kunne have siddet i et hardcore gangsterstudie med postnummer-claimende badguys med tatoveringer og et h av af voldsdomme på samvittigheden. I stedet sidder han i studiet ”Graven”, på en aftensolbeskinnet Gammel Kongevej, sammen med en samling ualmindeligt flinke fyre, der spiser unghanebryst, konverserer hyggeligt og har sat kaffe over. ”Graven” er hjemmebane for Es, Kasper Spez, Nappion, Sven Opiden, SupaJan og resten af Kontra Crew-slænget. Sidstnævnte SupaJan, med det borgerlige navn Jan Ritschard Petersen, er ham undertegnede har en aftale med.
Da Jan bliver bedt om at karakterisere sit debut-album, Dit Idol, forklarer han, at det er en slags rap-stand-up, og han kan godt selv se, at de ironiske tekster og nogle af de situationer, han skildrer, kan sammenlignes med Klovn-universet og griner tilmed lidt af tilnavnet: ”Dansk raps Frank Hvam”. Men ellers er der ikke mange lighedstræk mellem ham og Klovn-darlingen, fortæller rapperen med et smil på læben.
Adspurgt om, hvor vigtig hverdags-komikken er, svarer Jan hurtigt:
- Det er noget nær det vigtigste overhovedet. Det humoristiske kommer meget mere ind under huden på folk – langt mere end den hardcore rap. Og jeg er jo ikke rigtig hardcore, så det siger mig ikke så meget. Jeg er mere en udadvendt og humoristisk person, fortæller Jan, og griner samtidig lidt undskyldende over at skulle reklamere for sine humoristiske sider. Nogle rapgrupper leverer åbenlyse falden-på-røven-komisk-rap, og Jan forklarer, at han ikke selv befinder sig i den kategori. Hans musik er ikke for sjov og betegner den mere selv som hardcore gangsterrap med humor, ironi og selv-distance.
Men dette betyder imidlertid ikke at det bliver mindre interessant. På Dit Idol rapper han således:
”Mit album, det’ ædermanme spændende”, og der er ingen tvivl i hans sind om hvorfor:
- Det er spændende fordi, det ligger tæt på kroppen. Mange mennesker vil kunne nikke genkendende til de ting, jeg siger, og det genkendelige i mange af teksterne gør albummet spændende, forklarer Jan og fortæller bl.a. om, hvor mange folk, der har sagt, at de kunne relatere til nummeret ”Dengang” på debut-albummet, omhandlende opvæksten på Vestsjælland, selvom de er vokset op i helt anden del af landet end ham.
Da snakken bevæger sig ind på det stadig og evigt ventende medie-gennembrud, griner Jan højlydt og forklarer, at han har været med siden 1993 og altid har syntes, at hvert eneste nummer, han lavede ”var the shit”. Men han medgiver, at han ikke har nået de store masser endnu og forklarer det med et manglende hit:
- Min musik er nok lidt for nørdet, konkluderer SupaJan, og forklarer, at debut-albummet faktisk er blevet modtaget rigtigt godt med primært gode anmeldelser, positive henvendelser og har nået fine salgstal og slår fast, at han er meget tilfreds.
Verdens næstbedste  rapper
- Ja, alle rapper jo, at de er verdens bedste rapper, så det kan jeg jo ikke være. Så må jeg jo være den næstbedste. I virkeligheden er det jo for åbenlyst at fortælle, at jeg er en pisse-dygtig rapper, forklarer Jan om hvorfor han, noget atypisk, proklamerer sig som sådan på debutalbummet, og sætter dermed endnu engang tyk streg under vigtigheden i humoren samt samspillet mellem bevidst ironi og seriøsitet.
Og så kommer den snigende. Den der Jantelov, som mange hiphop-kunstnere nødtvunget må tage stilling til, når de, som Jan stiller sig frem og blotter sig selv med paraderne nede:
- Ja, den er jeg blevet ramt ret meget af. Jeg har udgivet et album, hvor jeg står og spiller Superman på forsiden, pladen hedder Dit Idol og jeg kalder mig selv for SupaJan – det kan jo ikke blive mere højrøvet, konstaterer rapperen og fortsætter:
- Mange mennesker har været i tvivl om hvorvidt jeg egentligt mente det her. Men det er nok mest af alt, fordi de ikke rigtigt forstår det.
Men hvem er egentlig rapperens eget idol? For et er at kalde sig verdens næstbedste rapper og samtidig udstille sig selv som Superman. Hvem er idolet – er der overhovedet et?
- Hele mit liv har det været Eazy-E, men mange rappere i dag er dygtige, men jeg har ikke længere et idol, svarer han promte, og tilføjer, at han lader sig inspirere af al musik. Dette afspejles også i holdningen til at blive kategoriseret som enten gangster- eller backpacker-rapper:
- Nu er det jo de færreste, der vil kategoriseres, men jeg synes hverken jeg er det ene eller andet. Jeg er SupaJan. Måske vil man om 10 år kalde det en kategori for sig selv, drømmer den selvsikre rapper.
Dirty eller et forbillede?
I en kategori for sig selv eller ej – Jan er i hvert fald mere promte med svaret, når samtalen kommer ind på det at være et godt forbillede:
- Jeg er en rar person, slås ikke og behandler folk, som de bør behandles – så på den måde er jeg noget folk kan stræbe efter, siger SupaJan og udbryder i et kraftigt grin. Omkring det opdragende aspekt i teksterne, er Jan straks mere nølende:
- Det er jo ikke min opgave at være et idol – jeg siger bare de ting, jeg siger. Især på det nye bliver det rigtig, rigtig dirty, og der bliver snakket om sex og beskidte ting, så man kan ikke sige, at det er særligt børnevenligt.
Netop rollen som forbillede har Jan måske svært ved at forholde sig til, da det lyder en anelse voksent. Og i voksenverdenen forventes det, at man skal agere på forskellige måder. Dette dilemma og selve den omtalte voksenverden er et tema, der går igen i Jans tekster:
- Til familiefester kigger folk på mig og siger: ”Rapper du!? Er det ikke sådan noget pjat? Er du så sådan en yo-yo-yo-fisse-fisse?!”. Og det er jo så dumt, for man kan jo svare tilbage: ”Er du ikke elektriker? Er det ikke bare noget skrue-skrue?” Og det har jeg virkelig haft svært ved, for hvor dumt kan det være? I virkeligheden er det, fordi folk har svært ved at acceptere, at nogen lever et teenageliv resten af deres liv, eller til de ikke gider det mere. Fordomme eller ej, så har jeg jo bare valgt at leve på denne måde. Jeg kender f.eks. folk, der har fået kone, børn, hus bil og flere biler det sted på Vestsjælland, hvor jeg kommer fra, og det kunne jeg jo aldrig finde på at gøre!, fortæller SupaJan med en vis foragt i stemmen, og fortsætter:
- Men altså, det ene udelukker jo ikke det andet. Man kan jo godt være en teenager, der ved noget og sætter sig ind i ting, så man ikke ender med at stemme på f.eks. Dansk Folkeparti. Desuden kan man bruge denne viden til at understrege nogle flere ting i ens musik, afslutter Jan.
 Da snakken bevæger sig ind på fremtiden for både ham selv og Kontra Crew, forklarer Jan, at Kontra laver meget forskelligt og varieret musik og, at hans næste projekt bliver en smule mere elektronisk og dubstep-agtigt end ”Dit Idol” var, men understreger, at der kommer til at gå lang tid inden det bliver til et album:
- Revoltage er i gang med et nyt album, der bliver ”the shit” og de videreudvikler deres stil fra ”Kaos i myldretiden”. Kasper Spez laver sit helt eget i en anden kategori, og mange har måske endda svært ved at se hiphoppen i det, men jeg synes, det er fantastisk. Nappion laver sin beatbox og engelske rap. LB Boogie, som også er med i Kontra, laver sine ting med Fler Farver og OA. Men rent Kontra-mæssigt snakker vi tit om, når vi er fulde, at nu skal vi se at få lavet den EP, men det er skide svært. Vi er jo først og fremmest venner, så når vi booker studiet i to uger, så går der jo druk i den, og vi får måske lavet en intro på de to uger. Det har vi prøvet nogle gange, fortæller Jan ærligt. Dette hænger måske sammen med, at han ikke ser Kontra Crew som en gruppe der skal kuppe den danske hiphop totalt:
- Vi laver jo bare musik og roder med vores egne solo-projekter. Og Kontra er jo bare gak og løjer, og vi prøver ikke at vippe nogen af pinden og overtage hip hop. Vi laver jo heller ikke en skid. Vi laver måske tre numre om året sammen og så 30 numre hver især. Vi gør det for sjov, og fordi vi har nogle øl, der skal drikkes en aften, eller hvis der er et nyt beat, der kunne være sjovt at få os over på. Og folk kan lide det, forklarer Jan med et smil på læben.
 Hiphoppens død og Janteloven
Hiphopkulturen er kendt for på den ene side at udvikle sig, og på den anden side at prøve at holde fast i kulturens rødder – og dette skyldes ikke mindst holdningen hos kulturens udøvere, der oftest har en stærk holdning, og her er Jan bestemt ingen undtagelse:
- Modsat alle andre, der siger, at hiphop er død, har jeg fuldstændigt den stikmodsatte mening – det kunne ikke være bedre. Der er så mange stilarter under opsejling. Som f.eks. crunk, det er ikke færdigudviklet, men det kommer, forklarer Jan og nævner i forlængelse her af, at han ikke rigtigt kan bitsche over, at Niarn f.eks. laver et euro-dance-agtigt nummer:
- Det handler om udvikling og variationer af en musik-genre, og man er rimelig dum, hvis man prøver at stoppe en musisk udvikling. Man kan ikke blive ved med at klynge sig til backpacker-rapperne og DJ Premier fra 90’erne. Der er så forpulet meget hate på diverse danske rap-sites, hvor man hater på alt og f.eks. brokker sig over, at nogen har brugt en lilletromme som lyder som noget Ace of Base har brugt – come on – so what! Paulo og Cars10 laver f.eks. 100% musik, som de synes den skal lyde, men det skal jo ikke udelukke, at Nik & Jay og andre ikke kan lave den musik, de kan lide. Jeg forstår ikke, hvorfor folk prøver at stoppe udviklingen i dansk hiphop. I mange andre musik-kulturer er man meget bedre til at bære hinanden frem. I dansk hiphop har man virkelig Janteloven helt ude på tøjet og virkelig hader og nærmest bliver fornærmet, når det går godt for nogen, melder Jan ud.
Men hvorfor mon det forholder sig sådan, kan man tænke?
- Hiphop-kulturen har altid indeholdt et konkurrence-element, men det går jo over gevind, når det bliver hateri bare for hateriets skyld. Tonen er hårdere i hiphop end den er f.eks. i pop og andre genrer. Men det er et spørgsmål om tid før det stopper. Det kan ikke blive ved, forklarer rapperen, der selv har lavet en række numre imod hateriet. Senest på ”Dit Idol” med nummeret ”Haters”:
- Jeg har heldigvis ikke været særligt meget udsat for det selv i forhold til mange andre, jeg kender, nævner Jan tilfreds.
Og således slutter en behagelig aften i selskab med en eftertænksom rapper, der, lige meget, om man er hater eller ej, må give respekt for at tage stilling til sig selv og sin musik. Det er nok ikke det sidste man har hørt fra SupaJan, Studiet Graven eller Kontra Crew, tænker undertegnede da han bevæger sig hjem gennem Københavns gader, hvor solen så småt er ved at gå ned – og ingen ved hvad morgendagen bringer for SupaJan eller dansk rap.
 5 hurtige til SupaJan
Einar eller Rockers?
”Einar, ingen tvivl!”
Vestsjælland eller Nørrebro?
”Nørrebro! Aldrig, aldrig mere Vestsjælland!”
Fame eller respekt?
”Respekt!”
Tusser eller islandsk sweater?
”Ha ha, jeg har ingen af delene! Men klart tusser. Jeg skal da have et eller andet foreviget på min krop, men indtil nu har der ikke været noget, der har været vigtigt nok til, at det skulle sidde på mig.”
Breezer eller Tuborg?
”Tuborg! Men havde du haft en eller anden cider med jordbær/lime-smag – jeg er sucker for dem. Men det er off the record, ellers mister jeg mine hardcore fans ha ha.” |
Jeg møder Negash Ali og hele hans kontrabande i øvelokalet, i færd med at lægge sidste hånd på deres set-up til den Danmarks turné, der venter dem lige om hjørnet. I erindringen om denne dags hovedperson, havde jeg et gruppealbum med Majors, der slog benene væk under mig, og debutalbummet Asmarino, som gav mig et knock-out for hvad jeg troede om Negash Ali. Jeg havde luret ham på årets Roskilde Festival, og til torsdagskoncerten i Kongens Have (i Odense), hvor jeg har måtte bøje mig i støvet, og kun erklære endnu mere imponeret af det yngste Majors-medlem.
Et meget imødekommende band (der med alle mand indebærer Negash Ali, Static, korsanger Temu Bacot, trommeslager Jens Kristian og bassist – sangerinden er taget hjem for i dag) giver hånd, og der ryger en sludder for en sladder frem og tilbage i lokalet. Det går op for dem, at de nok skal have flere øl for at kunne blive ved med at køre på, og imens Negash går i kiosken efter Tuborg Classic, inviterer Static mig på en lytter af det nye Fight Night nummer i øveren. Jeg bider mærke i de sportstasker, der ligger og flyder, toiletpapiret der står fremme, og den sidste nye udgave af magasinet "Woman", som ligger på bordet ved sofaen... typisk drenget? Måske.
Fluen på væggen er i dagens anledning mit nye alias. Under tre-numres-forestillingen sidder jeg i sofaen og kigger på, og selv der kan de imponere mig. Numrene lyder himmelsk på plade, men når Negash spytter det direkte til en, tager han det endnu højere. Der kan ikke herske tvivl om, at han er minded til at spille Danmark tynd.
Den sjældne danske grime
