I 10 år har Static stået bag pulten og givet rapperne deres musikalske opbakning til MC’s Fight Night, men når Champ 2009 er fundet, og lyset slukkes i salen, så er det også slut for Static – han har sagt sit job op som MC’s Fight Nights faste dj.
Den nye generation
- Jeg stopper af egen fri vilje. Jeg har været med siden dag ét – siden det startede i Amager Bio. Og jeg har sat stilen fra starten. Det er mig der har fundet på hvordan musikken skal hænge sammen i en freestylerap-konkurrencen, fortæller Static.
Men det er langt fra en pludselig indskydelse. Der er mange overvejelser bag beslutningen om at stoppe sit hverv som fast mand bag MC’s Fight Night-pulten. På den ene side er der en pakket kalender der både tæller livejob og studiearbejde, og på den anden side er der generationsskifteelementet:
- Det er det helt rigtige tidspunkt at stoppe. Der kommer et nyt kuld freestylerappere, og dj’ens alder må gerne hænge sammen med rappernes. Både i forhold til musikstil og –smag, men også når det handler om socialt engagement. Jeg tror den nye generation lever for disciplinen freestyle, mere end for selve hiphopkulturen, og der er det måske gået for meget hen og blevet et job, snarere end en indlevelse. Der kan jeg godt savne mig selv lidt, forklarer Static ærligt.
Giver faklen videre
Men hvor det på den ene side er en skam at en af arrangementets trofaste kræfter stopper, er det samtidig også med stolthed at Static viger pladsen til en anden:
- Det er en super fed disciplin for en dj at spille til en freestyle. Det handler om at gøre rapperne så gode som muligt - ikke om at være i fokus som dj. Beatet må gerne overraske, associere og sætte ild til hiphopsjælen. Indgyde kamplyst, fortæller Static, og fortsætter:
- Men det er berettiget at der kommer en ny. En der måske også tilføjer nyt – og det bliver spændende at se hvad det så bliver. Så kan jeg lukke og slukke pulten med god samvittighed, afslutter Static.
Hvem den nye bliver, og hvad denne dj kommer til at tilføje til showet og til genren, er der endnu ingen der ved. Lige nu er fokus på jubilæumsshowet og, for Static, at lukke den del af karrieren med stil. Men der er i den grad noget at leve op til. Noget at leve op til – og et rigtig solidt fundament at bygge videre på!
:
Gør redaktionen opmærksom hvis du finder noget forkert ved denne artikel
