Så nåede vi til Pede B - en af de mest erfarne herrer i feltet. Og i øvrigt også dobbelt champ. Han går i finaleringen for intet mindre end ottende (8.!!) gang.
Hvad kendetegner en god battle-rapper?
- I bund og grund handler det jo egentlig "bare" om at underholde. Man kan underholde på mange måder. Nogle har gode rim og flows, og nogle har bare en masse humor. Jeg synes bare det er synd, hvis folk kun fokuserer på humoren og rapper som en brækket arm. Det er nok egentlig en vægtning mellem flow, levering, rim, originalitet og humor.
Hvad synes du er det vigtigste hvis man skal mestre freestylekunsten?
- At man gider øve sig rigtig meget. Der er ikke nogen, der kan gå op på scenen helt "x-faktor-agtigt" og være rigtig gode uden at vide det på forhånd. Ligesom du ikke bliver god til boksning, madlavning eller brolægning over-night, så bliver du sgu heller ikke en fed freestylerapper, hvis du ikke øver dig.
Kan alle lære at freestyle hvis de har interessen og et godt ordforråd?
- Ja, det tror jeg. Netop derfor burde vi presse nogle flere piger ud i at forsøge sig med faget!
Hvorfor tror du der ikke er flere kvindelige freestylere?
- Nok fordi det er så mande-humor-agtigt. Eller måske tiltaler rapper-rollen bare ikke piger. Jeg har tit selv spekuleret på det. Jeg synes fx. også det er mærkeligt, at der ikke er flere kvindelige rappere generelt. De få der er fokuserer ofte på hvor lækre og sensuelle de er, hvilket jeg egentlig synes er lidt sært, da selve udtryksformen burde tiltrække selvstændige, stærke kvinder...
Kan du bruge dine freestyleevner til andet end rap-battles?
- Ja, jeg tror da det bl.a. er med til at udvide ens normale ordforråd, fordi man bliver tvunget til at tænke i underlige baner. Og det er jo godt i mange brancher.
Hvorfor / hvordan begyndte du at freestyle?
- Jeg startede faktisk, fordi jeg hørte en smule rap, da jeg var lille, og ikke tænkte over, at man skrev tingene ned først. Så gik jeg rundt med vennerne og fandt på linjer, mens vi rappede. Det var først mange år senere, at vi begyndte at battle og den slags. I det hele taget er hele min rapstil - også med det skrevne - født af at freestyle og rappe tekster med vennerne. Det er nok derfor jeg tit er så ligeglad med folks omkvæd og den slags. Hvis du ikke rapper fedt, så skriv en sang eller en bog.
Hvordan er det at være en del af noget der er blevet så stort som MC's Fight Night er blevet?
- Det er tit overvældende. Jeg er i hvert fald dybt taknemmelig for alle de fantastiske oplevelser jeg har haft i forbindelse med Fight Night og freestyle. Jeg kan jo til dels takke konkurrencen for, at så mange mennesker har hørt den musik, jeg udgiver.
Hvad har MC's Fight Night givet dig - som person og som rapper?
- En masse sjove og mærkelige oplevelser. En masse venskaber og fester. En masse muligheder og åbne døre med min egen musik - og en masse pletter på leveren.
:
Gør redaktionen opmærksom hvis du finder noget forkert ved denne artikel
