Hiphop-klubben Heat, der har præsenteret fabelagtige navne som Pharoah Monch, AZ, M.O.P., La Coka Nostra, Jazzy Jeff og mange, mange flere på Rust hver onsdag siden 2008, rykker nu arrangementet til den lidt mere arbejdervenlige fredag. Programmet for de første to koncerter er netop offentliggjort og er som følger:
Fredag den 5. februar vil de legendariske beatdiggere Kon & Amir slå vejen forbi. Kon & Amir er nok mest kendt for deres On Track-mixtapeserie, der samlede nogle af de mere sjældne og eftersøgte breaks. De kommer anbefalet af alt fra Dr. Dre og Pete Rock til A-Trak og Lord Finesse.
Fredag den 12. februar er det R.A. The Rugged Mans tur til at fyre op. Notorious B.I.G. udtalte "I thought I was the illest" efter at have hørt ham spytte, og han udgav allerede singlen "Bloodshed Hua Hoo" i 1994, hvorefter han skiftede til Priority Records, for til sidst at ende på Capital Records omkring årtusindeskiftet. Det var dog først i 2004, at hans debutalbum Die Rugged Man Die udkom på det uafhængige Nature Sounds Records. Ikke et overraskende valg for en mand hvis første store hit hed "Every Record Label Sucks Dick". Rugged Man er kendt som en af verdens bedste liverappere, så der er uden tvivl noget at se frem til.
Eksternt link : http://www.rust.dk/
Gør redaktionen opmærksom hvis du finder noget forkert ved denne artikel





