N*E*R*D - Tivoli, København
Fredag den 14. august

Fredag aften dannede Tivoli rammen om en koncert der var svær at definere – både i forhold til genre og event.

Er det rock eller hiphop? En teen-fest eller en koncert?
Tivoli var proppet, for ja, N*E*R*D er et ganske stort navn – også herhjemme, og det var da også ganske tydeligt fra første sekund at folk var kommet for at feste og skråle med på favoritsange, snarere end at lytte, opleve og svømme hen i en mere musikalsk ekstase.

Og skrålet - det blev der! Både fra publikum og fra scenen. Bandet havde en energi der kunne have gjort selv den mest ihærdige sportsmand forpustet, og det smittede i den grad af på det jublende publikum, som fik hvad de kom for – en dansefest!
Så langt så godt. Festen kørte, og det var i virkeligheden lige meget hvad der blev spillet, for de unge ekstatiske piger kendte tilsyneladende alle numrene, og de overdøvede snildt Tivolis voldsomt lave lydniveau.

Spild af god musik!
Men så var der de der var kommet for at lytte til musikken – for ja, den slags var der også, undertegnede inkluderet. Og hos denne del af publikum var der nok en kende mindre ekstase at spore.

Første stopklods var lydniveauet. Og nej, det handler ikke om at musik skal spilles ultra højt for at virke, men det er ikke til at bære at reglerne er så stramme for Tivolis fredagsrock-arrangementer at det er muligt at høre trommernes reallyd bedre end den forstærkede. For ikke at tale om snak og andet larm rundt omkring.

Det gjorde det umuligt at høre detaljerne i det ellers ekstremt velspillende band der, ud over frontfigur-Pharrell, talte Shay Hayley og Chad Hugo(?), et energibundt af en sanger-/danserinde og dertil et hold musikere der med garanti er helte på hver deres instrument. Fx. kom effekten med to trommeslagere langt fra til sin ret, og Williams’ mikrofon var så lav, at det var umuligt at høre ham mere end halvdelen af tiden.

Mere abefest end egentlig koncert
Næste stopklods leder tilbage spørgsmålet om det var en fest eller en koncert. Meget af tiden gik med at få folk til at hoppe, danse, vinke, gentage sætninger eller en for en udpege hvilke piger der skulle med på scenen og danse med den eftertragtede Williams (og de var ikke så få).

I min optik var det virkelig en skam, for hold op hvor var de tjekkede musikere, sangere og rappere. De spillede r**** ud af bukserne om det så var soul, jazz, r’n’b, pop eller gedigen guitarrock, og havde fokusset havde været på dette (og lyden havde været tilsvarende tilpasset), så havde det været en intet mindre end fantastisk koncert.

En energiudladning af de helt store og et yderst charmerende og scenevant band der helt sikket levede op til forventningerne om en fest – også efter koncerten var slut. Men der var simpelthen for få øjeblikke hvor musikken kom i fokus – og det havde den godt nok ellers fortjent.