N*E*R*D - Tivoli, København
Fredag den 14. august

Fredag aften dannede Tivoli rammen om en koncert der var svær at definere – både i forhold til genre og event.

Er det rock eller hiphop? En teen-fest eller en koncert?
Tivoli var proppet, for ja, N*E*R*D er et ganske stort navn – også herhjemme, og det var da også ganske tydeligt fra første sekund at folk var kommet for at feste og skråle med på favoritsange, snarere end at lytte, opleve og svømme hen i en mere musikalsk ekstase.

Og skrålet - det blev der! Både fra publikum og fra scenen. Bandet havde en energi der kunne have gjort selv den mest ihærdige sportsmand forpustet, og det smittede i den grad af på det jublende publikum, som fik hvad de kom for – en dansefest!
Så langt så godt. Festen kørte, og det var i virkeligheden lige meget hvad der blev spillet, for de unge ekstatiske piger kendte tilsyneladende alle numrene, og de overdøvede snildt Tivolis voldsomt lave lydniveau.

Spild af god musik!
Men så var der de der var kommet for at lytte til musikken – for ja, den slags var der også, undertegnede inkluderet. Og hos denne del af publikum var der nok en kende mindre ekstase at spore.

Første stopklods var lydniveauet. Og nej, det handler ikke om at musik skal spilles ultra højt for at virke, men det er ikke til at bære at reglerne er så stramme for Tivolis fredagsrock-arrangementer at det er muligt at høre trommernes reallyd bedre end den forstærkede. For ikke at tale om snak og andet larm rundt omkring.

Det gjorde det umuligt at høre detaljerne i det ellers ekstremt velspillende band der, ud over frontfigur-Pharrell, talte Shay Hayley og Chad Hugo(?), et energibundt af en sanger-/danserinde og dertil et hold musikere der med garanti er helte på hver deres instrument. Fx. kom effekten med to trommeslagere langt fra til sin ret, og Williams’ mikrofon var så lav, at det var umuligt at høre ham mere end halvdelen af tiden.

Mere abefest end egentlig koncert
Næste stopklods leder tilbage spørgsmålet om det var en fest eller en koncert. Meget af tiden gik med at få folk til at hoppe, danse, vinke, gentage sætninger eller en for en udpege hvilke piger der skulle med på scenen og danse med den eftertragtede Williams (og de var ikke så få).

I min optik var det virkelig en skam, for hold op hvor var de tjekkede musikere, sangere og rappere. De spillede r**** ud af bukserne om det så var soul, jazz, r’n’b, pop eller gedigen guitarrock, og havde fokusset havde været på dette (og lyden havde været tilsvarende tilpasset), så havde det været en intet mindre end fantastisk koncert.

En energiudladning af de helt store og et yderst charmerende og scenevant band der helt sikket levede op til forventningerne om en fest – også efter koncerten var slut. Men der var simpelthen for få øjeblikke hvor musikken kom i fokus – og det havde den godt nok ellers fortjent.

Negash havde smurt stemmen
2009 vil jeg mene var året hvor Negash Ali smed hvalpefedtet. I en fantastisk ung alder står han på scenen og laver en debutplade, som havde han været i gamet i lige så mange år som nogle af kollegerne fra Majors. Han er en af dem man ikke kan komme uden om når man snakker dansk rap og det beviste han på scenen til årets sidste torsdagskoncert i Kongens Have. For mig at se, havde han gjort en dyd ud af sit live-show, og virkede generelt meget ydmyg over for de mange fremmødte mennesker.

Han spillede en lang smøre fra Asmarino, og i 30-40 minutter var der fart på drengen. Han fyrede det jeg vil kalde "en mini-udgave" af sit Roskilde-show af for Odense, og personligt mener jeg ikke, det faldt i lige så god jord som det burde. Negash Ali var overlegen, og havde en fantastisk energi der toppede med numre som "Go Getter" og "We Get By". Derudover lavede han en Justin Timberlake overgang, som gav mig et fedtet smil på læben.

Desværre kunne man godt mærke, at publikum var til det mere kommercielle brug - såsom Niarn og Clemens, hvilket jeg synes var synd, da Negash Ali lagde frisk fra land med sine numre fra den nye plade. Han har virkelig hvad der skal til for at begå sig på en scene. Denne manglende respons fra publikum blev derfor en af årsagerne til, at man aldrig kom op i det røde felt (på den gode måde, forstås), som man var under hans show på Roskilde. Men selvom de to show i Odense og Roskilde mindede om hinanden, er jeg endnu ikke blevet træt af at se ham live. Og jeg kan godt klare, at skulle smutte til Negash Ali forestilling et par gange mere!

Blødsøden psykopat på fri fod
Clemens var det første hovednavn, som skulle på scenen. Sammen med sin trommeslager, Ezi Cut og Tjes Boogie havde de i overvejelserne at fyre den ’a til z’ og rock’e den club. Men det blev ved overvejelserne. Han skal dog ha’, at han i mange perioder florerede omkring de gamle numre fra Regnskabets Time og Den Anden Verden. Men sandheden er en ganske anden. Clemens er åbenbart bare ikke et hit mere – i hvert fald ikke i Odense.

Og det var såmænd ikke fordi showet ikke var timet og tilrettelagt. For gu' var det da sjovt, da han rappede "Lad Dem Hænge" over Snoops "Drop It Like It's Hot" beat, og "Fyr Den A-Z" over "Kinky Fætter" – men overraskelsesmomenterne manglede. For den kørte enten på rutinen eller også prøvede han ihærdigt men kunne bare ikke få flere end de første 5-10 meter med sig. Men i stedet for billige tricks som "Skååål Odense", kastede han sig desperat ud i crowdsurfing - og det hjalp en hel del på stemning. Men det var så nok også koncertens klimaks. Jeg kan ikke sige, hvad han skulle have gjort anderledes, men jeg fik alt det jeg regnede med - så Don Clemenza må til at udtænke nye strategier.

Bølle Niarn på udebane
Der blev kastet bajere i nakken, og efter endnu en pause var det blevet tur til Danmarks badboy number one - Niarn. Og hans kumpaner. Hvis man havde oplevet Niarn på tour med Rød Aalborg-albummet tidligere, som jeg havde, var man ikke gået glip af noget. Det var the same old song. Jo - beatsene fra hr. Sundsdal bragede da igennem den kongelige have for fuld hammer ligesom det plejede, og er som altid en fænomenalt fryd for øregangen. Men det var da så også det. Han gav publikum hitsene fra de tre album - så folk var vel tilfredse? Men intet liveband, intet nyt under solen, det var Niarn, som vi kender ham (djævlen på den ene arm, og englen drukket pisse lam, som han selv siger). Ja, det var nærmest et show af undergrundskaliber han leverede. Forskellen er bare, at han har mere publikum i ryggen, og de er ligeglade med om det har været en god eller dårlig koncert, bare de ser "the man". Og det er vist det han lever på lige i øjeblikket.

Jeg fristes næsten til at sige, at Niarn og Clemens leverede lige dårlige shows. Det er, ifølge Niarn selv, blevet så moderne at have en mening - og min mening er, at Niarn skal til at tage sig sammen, og spille som var han en af de mest omtalte rappere i Danmark, og ikke som en undergrundsrapper fra Aalborg, Malmø, eller whatever. Det mest opløftende ved aftenens koncert må uden tvivl siges, at være Negash Ali. Men hey - det var en gratis koncert, og det skal man bestemt ikke klage over!

Billeder af Chakrit Suttichan

Så var det endelig blevet torsdag, og det var tid til årets grønne koncert i Kolding for mit vedkommende. Hele ugen havde jeg godt nok frygtet, at vejret ville blive rigtigt dårligt, men som dagen gik, fik vi kun en lille byge (desværre, typisk nok lige under MC’s Fight Night finalen, men det kommer jeg nærmere ind på senere).

Når en freestyler mister pusten
Efter dagens første solist (Sys Bjerre), var det tid til MC’s Fight Night Tag Team Battle semifinalerne. Da det var forholdsvis tidligt på dagen og pladsen ikke var fuld endnu, var det nemt at finde en god plads næsten foran scenen. Førte semifinale bød på rapperne Ham Den Lange og Henrik Hass vs. Jonni G og Shake. Fra start fungerede det godt for begge hold, og der var en god rytme i hele battlen mellem de fire.

Der blev svaret godt igen af især holdet med Ham Den Lange og Henrik Hass, hvor de sammen til sidst fik knækket Jonni G og Shake. Ham Den Lange leverede flere gode punchlines, der var svar på tiltale,  bl.a.: “Få det nu ind i dit hoved/du har ikke fået fisse siden buffalo sko var på mode”. De to vandt fortjent, efter min mening, og gik dermed videre til finalen senere på dagen.

2. semifinale stod mellem Pede B og MikL vs. Rødhætte og Fantomet, og var lidt af en blandet fornøjelse. Pede B og MikL balancerede sig lige igennem, mens det gik lidt sværere for Rødhætte og Fantomet. Ligesom fodboldspillere kan freestylere også have deres dårlige dage, og dagen i dag var ikke Rødhættes. Ofte gik han enten i stå, eller kunne ikke finde et rim på den forrige sætning. I 3. runde kom Rødhætte dog lidt mere op i tempo, og kampen var tæt. Og selv om Pede B prøvede med linier som “Det er da noget pinligt bras/Fantomets sexliv eksisterer ikke ligesom liv på Mars”, ja, så endte det med, at vinderne af 2. semifinalen blev Rødhætte og Fantomet.

L.O.C – en folkekær rapper?!
Efter en kort omgang snak med bekendte og hentning at en ny forsyning øl, var det blevet tid til at L.O.C skulle besøge scenen. L.O.C dukkede op i sin efterhånden velkendte jakkesæt-stil, og skubbede sit show i gang med en hurtigt blanding af forskellige numre. Der var (som der efterhånden altid er) godt gang i publikum ved Liam’s show, og det betød, at rapperen ikke havde de store problemer med at have tilskuerne i sin hule hånd.

Begejstringen blev dog heller ikke mindre da L.O.C spurgte folk “Er det ok jeg spiller lidt af det ældre shit?” for det var bestemt noget folk var vilde med. Og de fleste sang da også med på “Drik min hjerne ud” eller fik kastet noget store håndtegn op til scenen. I nummeret “CFX” fra albummet Melankolia/Xxxcouture kom Bai-D på banen og gav sin del af nummeret. De to fortsatte med Suspekt nummeret “Din Største Fan”, hvorefter Bai-D driblede ud bagved igen.

Så kom nummeret “Sl!k”, og der var en lille forventning om, at Orgi-E også dukkede op, dette skete dog desværre aldrig. I stedet kom sangerinden Medina ind på scenen til nummeret “Kun for dig”, som L.O.C jo har lavet en lidt anderledes udgave af sammen med Medina. Efter “Kun for dig” forsvandt Medina igen og L.O.C gik i gang med “Undskyld”, der fik koret (publikum) til at synge højlydt med. Uden Simon Kvamm spillede L.O.C også “Superbia” hvilket han klarede ganske fint – men havde Simon Kvamm været der, havde det bare været en ekstra bonus. L.O.C’s show gik som forventet, og han gav fuld underholdning i den tid han spillede.

Den forudsigelige MC’s Fight Night finale
Derefter var det blevet tid til MC’s Fight Night Finalen ved årets grønne koncert i Kolding, der stod mellem Ham Den Lange og Henrik Hass vs. Rødhætte og Fantomet. Det var en ok kamp de to hold havde, men så heller ikke mere. Emnerne gik lige fra 'Prettyboys' til 'Gangstativ', hvor Henrik Hass i den forbindelse sagde “Jeg rocker det her til I bliver stiv’ - så stiv’ I må gå hjem med gangstativ”.

I emnet 'Mojn' kom Fantomet lige med en stikning til Henrik Hass på “I tror han kommer med de sejre ord - men han ryster i hånden som MC Einar gjorde”. Det hele sluttede forudsigeligt da Ham Den Lange og Henrik Hass drog af sted med sejren på denne grønne dag i Kolding. Som en lille ekstra notits skal det siges, at emnerne blev trukket tilfældigt fra en computer og via en elektronisk tavle kunne publikum nemt følge med i, hvilke emner der blev valgt. Emnet blev således stående under hele kampen, så man altid lige kunne finde ud af, hvad de nu stod og rappede om - en dejlig detalje.

Grøn Koncert i Kolding var stadig i gang efter MC’s Fight Night, men de raprelaterede indslag var slut, så nu var det tid til at slappe af, høre de andre grupper i baggrunden og nyde, at vejret blev meget bedre end det var blevet spået til.

Grøn Koncert, Kolding, 23. juli 2009