Den garvede førerhund har efterhånden udgivet mere end en håndfuld soloalbums. I den tid har han formået, næsten, altid at holde sig relevant og innovativ, samtidig med at han er forblevet den gode gamle Snoop Dogg. Uanset om han har haft Dre, The Neptunes eller en helt tredje på knapperne, har der været noget betryggende ved et nyt Snoop album. Han er en uforgængelig klippe på Vestkysten. Tidløs.

Men ved gennemlytning af hans nye album, Malice N Wonderland, bliver lytteren næsten forskrækket. I stedet for at glædes over gensynet bliver man forvirret. Modløs nærmest. På pladens første numre lyder Snoop som om, han gennemgår en form for midtvejskrise eller på anden måde har lidt en mental nedsmeltning. Således forsøger han tydeligvis at emulere tidens trends ved blandt andet at rappe om at geeke og jerke. Men flowet, stemmeføringen og hele Snoops levering er stadig uændret. Resultatet er en blasfemisk cocktail, der er hård ved øregangene.

Helt galt går det, når han får selskab af blandt andre Lil John og Soulja Boy Tell Em. Faktisk er der ikke mange gode gæsterappere på albummet. Også, eller især, på produktionssiden halter det gevaldigt. Der er simpelthen for mange forskellige, middelmådige producere, der alle bidrager med hver sin yderlighed.

Heldigvis lysner det lidt op omkring halvvejs i den 14 numre lange skive. På tracket "Upside Down" lyder Snoop straks mere veloplagt, hvor han på et West Coast beat får selskab af de opkommende rappere Nipsey Hussle og Problem. Det efterfølgende nummer, "Secrets", er et behageligt musikalsk afbræk fra den ellers rodede plade. Tempoet går et hak ned og Kokane og produceren Battlecat klæder stadig et Snoop album utroligt godt.

Resten af pladen fungerer også fint og der er blandt andet besøg fra R. Kelly og Pharrell, som gør det, de gør bedst. Men alt i alt er der simpelthen for få gode tracks på pladen, der kun indeholder 12 reelle numre. Snoop er selvfølgelig i en svær position: Han er nødt til at opretholde sin status som urokkeligt forbillede og grundlægger af genren som vi kender den, samtidig med at han skal forsøge hele tiden at forny sig og forblive relevant. Men med Malice N Wonderland rammer han tydeligvis ikke den gyldne middelvej.

Det ville være forfriskende at se en pioner som Snoop Dogg turde være sig selv og gå forrest i kampen mod den monotone strøm af intetsigende hiphop, man bombarderes med i dag. I stedet vælger han at ride med på bølgen og pladen lykkes kun rigtigt, når Snoop går tilbage til rødderne og viser os den G-Funkede tilbagelænethed man kender og elsker ham for. Et ikon som ham burde holde sig for god til den letkøbte leflen for masserne, der for tiden truer genrens integritet.

Desværre ældes vi ikke alle med stil.

Del denne artikel

Email denne artikel

Kommentarer (3)

...

hvorfor gider i overhovedet beskæftige jer med alle de bøsse rappere? Først ham bumsen fra TV2's bøsse program og så den latterlige bøsse til Snoop Dogg

Snoop er en bøsse 31-12-2009 kl 16:44

...

Hvis rap og hiphop skal accepteres generelt, må du stoppe de fordomme og forkerte valg af ord. Ingen af de to personer er homoseksuelle, så vidt jeg ved.

Timur 07-01-2010 kl 13:12

...

Ældes Snoop ikke med stil? Hmm, anmelder har vidst ikke hørt The Blue Carpet Treatment... Eller Rhythm & Gangsta...

Kom nu 08-01-2010 kl 02:18

Skriv kommentar !!

This content has been locked. You can no longer post any comment.