Når man tænker over det, så er der ikke stor forskel på Anders Anden og Anders And. Javist er den ene opvokset i Albertslund og den anden i Andeby, men de er begge lige rapkæftede, og de har helt sikkert begge et familiemedlem, der er røv-nærig! I stedet for at optræde i Jumbobøger i sømandsskjorter, så fremtræder Anden i sit seneste album, Villa Peakstate, som Bad Duck med bl.a. T, Doc.

Noget af pladen er new-school og noget er old-school, men rigtig meget af det er ’just the same school’. Men man må give manden med den rapkæftede tand, for teksterne er som man forventer det, friske som bare fanden.

Jeg blev rørt da han åbnede op for sin “Umami”, men efter track 11 hvor jeg troede han ”suttede for en fadøl”, gik det op for mig at flowet mindede om én hvis hustlerstil han ærede i track 9, og MC Einar er for øvrigt med på track 14. Nogle af sangene er ørehængende mens andre er ganske øretævende. Desværre er virkelighedens ænder ikke mere spændende at se på, bortset fra til middagsbordet juleaften – i mellemtiden skal de bare holdes i køledisken langt væk fra Moby-Disc´en.

Det sker ikke engang i Duck City at Anders And får sin Andersine og den halve pengetank, ligeledes må Anden erkende, at ikke alt hvad han spytter ud bliver til dagligdagens aftensang. Noget er, og forbliver ”sorte kugler”, og det er bl.a. hans musikalske karriere. Jeg vil meget hellere sidde og se ham tilsvine en bestemt race frem for at racebestemme hans musikalske barriere.

Men Anders Anden har ikke brug for en onkel med pengetanken, dem har han selv i banken. Måske skulle han have ønsket sig en vis fætters held, for pladen er for mig lidt for speciel. Men når nu uheldet er ude, så skal man ikke græde over udtømt ko. Han er en multikunster, der har råd til at tisse ved siden af, uden at brænde hans bro(er).

Jeg ved han vil skide flere timer på mig, hvis han læste min anmeldelse. Det sagde han i 'sut mig', da jeg skruede op for det. Men så vil jeg følge det gamle ordsprog der siger, frem med paraplyen når det regner med andebæ...

Nu har jeg vendt andedammen og målt og vejet andemanden. Han er desværre fundet utilstrækkelig hvad angår lyd i standen. Men man kan jo kun håbe på den ene ands fejl, er den anden ands bakspejl. Afslutningsvis vil jeg sige at pladen kunne ligeså godt ha heddet Volapyk Mate i stedet for Villa Peakstate

De fleste artister har svært ved at holde én genre i luften uden at tabe publikummet. Taur vælger at bevæge sig ud i ukendt territorium hvor sammenblanding af amatør-rim, autotunes og discobeats kaldes for urban dance. Jeg kalder det for indlæggelsesgrund. Resultatet er Mand & Maskine.

Den lægger ud med introsangen ”I skøn forening”, som fører mig tilbage til dengang man gik til halballer i sin bedste bilka-habit og plukkede æbler på dansegulvet. Minder om en tid hvor Polle fra Snave, hærdede familien Danmark med sin Puch Maxi og sherifstjerne. I dag er Polle taget ned fra hylden, bilka-habitten er for længst givet til genbrug, hvad angår Mand & Maskine burde den få sig den samme tur som Aqua-pladen gjorde, nemlig i skraldespanden.

En kunstner i hans kaliber skal ikke slippe let, når det pumper i hans vener, fordi han skal møde hende senere. Tekster som 'snacky, lidt nasty men alligevel langt fra tacky', får også mine vener til at pumpe af aggressioner over, at jeg har spildt 21.43 minutter på at høre EP´en igennem. Det er svært at kalde det for musik uden at føle at det er en fornærmelse.

Taur har vist en foruroligende side af sig selv. Hans misbrug af autotunes, blandet med de intetsigende tekster og til tider monotone beats, gør at det er svært at komme igennem den beskedne EP bestående af seks numre. Det er svært at beskrive hans teknik, for intet er nyskabende! Teksterne er ligeså tacky som de er snacky, og at genbruge Chers autotunes, som hun brugte for 12 år siden, det er bare nasty! Nogle af beatsene lyder som om inspirationskilden er taget fra Blade soundtracket, andre lyder som et dårligt japansk tamagotchispil, der en gang var populært for børn.

I en tid hvor der kæmpes om at have den rette x-factor, synes Taur at være i kategorien 'y, for why?', for Mand & Maskine bevæger sig i bedste kejserens nye klæde-stil. Hvad der skulle virke kreativt og innovativt, virker for mig som om kejseren ikke har nogen klæder på. EP´en er intetsigende, inspirationsløs, monoton og lyrikken pinlig. Der er bunden, 50 meter af crap, og så Mand & Maskine indbundet af en eller andens joggingtøj. I dag ved jeg at æbler findes i den lokale supermarked, ikke på den lokale dansegulv og jeg vil hellere bruge en vibrerende dildo som baggrundsstøj, end at sætte Mand & Maskine på til en fest.

Tag størstedelen af numrene fra et fantastisk personligt album som 808s & Heartbreak. Tilføj da manden bag, og smid derefter hele pærevællingen på scenen i 70 minutters tid, og wupti - du har Kanye Wests live-koncert fra VH1 Storytellers. Denne koncert har Mr. West nu foreviget på denne dvd.

Og hitmagerens hjertesorger går endnu engang rent ind. Kanye West folder sig ud som en formidabel entertainer, og med conga-trommerne i ryggen og autotuneren i kæften, viser han nærvær og en humoristisk sans på sit oplyste plateau. Det massive live-orkester der er stillet op på begge sider af scenen fungerer fortrinligt, og instrumenterne gør oplevelsen meget mere levende.

Fra tid til anden får musikken et "pift", hvor der virkelig er kælet for detaljerne. På numre som ”Homecomming” og ”Stronger” har Kanye West gjort en dyd ud af de ekstra finesser. Følelserne og ærligheden fra 808s & Heartbreak er født på ny - og man fristes til at kalde det for reinkarnation.

De underholdende indslag til publikum mangler da heller ikke, og Kanyes beskidte tricks med at nedgøre 50 Cent på en humoristisk måde, giver også et ekstra stort smil på læben: "50 look at me now/ Singing on the ground/ With my pink shirt on/ Does this look gay to you? Well I don't know what else to say to you...".

Kanye rummer masser af nærvær og får endnu engang erklæret sin store kærlighed til musikken. Arrogancen er det meste af tiden lagt til side til fordel for at give musikken den fulde opmærksomhed. Kanye West har med denne dvd givet en koncertoplevelse hjemme i stuen.

Hiphop-revolutionen er startet! Så ved I det. Hvis I skulle være i tvivl. Revolutionens garde er Intelligent Pushing og deres udspil (r)Evolution våbenet, der skal vælte systemet i form af en musikverden med låste genreholdninger. Undergrundsfænomenet har kastet sig ud i intet mindre end en generel musikfornyelse. I hvert fald ifølge dem selv.

Men leverer revolutionsstyrkerne varen? Intelligent Pushing gør et hæderligt forsøg igennem en, i Danmark, sjældent hørt hiphop-lyd med industrial-metalliske tracks med tunge beats, elektronica-inspireret-lyd og til tider med en snært af jazz. Musikken er utrolig svær at sætte i bås, og det kan jeg rigtig godt lide – det pirrer nysgerrigheden. Og så virker det tilmed rigtig godt. Produktionerne er utrolig tight på deres helt egen melankolske bas-tunge facon, og enkelte tracks er fornøjelser at stifte bekendtskab med, som det flowstærke Neverland, samt Pedestal’s super efterspil og det ualmindeligt velfungerende og jazzede ekstranummer.

Men her stopper revolutionsgardens trumf-forcer. Albummets helt store akilleshæl er selve rappen, der ikke gør de velfungerende produktioner ret. Rappen er gennemsnitlig, alt for retningsløs, teknisk forudsigelig og indholdsmæssig uvedkommende. Det er bestemt ikke her revolutionens spirer skal komme fra. Faktisk er denne divergens imellem de super tighte musikalse produktioner og den tvivlsomme rap så generende, at hele projektet falder til jorden og ender med at blive en gennemsnitlig oplevelse. I undergrundskredse er gruppen kendt for sine live-optrædener, og jeg skal ikke betvivle, at de fungerer på en scene, men man må konkludere, at der er langt fra live-undergrunds-fænomen til plade-konger.

Med klarere fokus og skarpere rap kunne dette udspil faktisk været blevet en udgivelses-mæssig overraskelse. Intelligent Pushings (r)Evolution ender desværre i stedet med at blive en hverken-eller-oplevelse, hvor man vil kunne nyde de lækre detaljer i den velproducerede musik og ærgre sig over, at helhedsindtrykket forbliver gennemsnitligt lige meget, hvor meget man forsøger, ved hjælp af kærlighed til hiphop, at drømme dette album op blandt stjernerne. Revolutionen er sat på stand by – desværre.


Udgivet digitalt d. 10/10 2009 på EVERYDAY RECZ