Eftertænksom nostalgi
Der er mange der har ventet på Dee Pees solodebut Perspektivet. Nok især de der har oplevet og udlevet dansk hiphop sammen med Dee Pee – den gamle skoles lokomotiv. Og i den ånd fungerer albummet. Dee Pee har meget på hjerte både fra tiden med og uden RBC, og teksterne er ærlige, åbenhjertige og personlige. Det giver lyst til at læne sig tilbage og lytte til hans (livs)historie.
Samtidig fungerer albummet en lille smule som en historiebog, for hvor den på én gang fortæller historien set med øjne i 2010, så lader musikken og flowet ofte tankerne gå tilbage til dengang det startede. Lydbilledet er en velklingende nostalgirejse med et twist af det nye årtusinde, og en stemme man kender fra det forrige. Man kan måske klandre albummet for at være en kende uopdateret, men omvendt er Dee Pees mål ikke at nytænke dansk rap. Målet er at dele sin historie og erfaring –snarere end at teste attitude og autotune.
Men det døser ikke kun hen i nostalgi og minder. Den nye tid bliver bragt ind med samarbejdet med blandt andre Petter, Patrick B – der på albummet både fungerer som rapper og sanger – og Dee Pees søn Alexander. Og det er dejligt at se, hvordan samarbejderne ikke handler om at flashe en stribe hitlisterappere, men at dele musikken med dem ham tror på.
Og det er det der gør albummet så charmerende. Det er måske ikke så hiphop at kalde et rapalbum for charmerende, men det er der ikke rigtig noget at gøre ved, for det ér charmerende! Det er et stykke dansk hiphopkultur, og det bliver leveret på ægte Dee Pee-manér. Der er ingen tvivl om, at han mener hvert et ord – lige fra den blide ”Sjælen” til den scratch-baserede ”Fundamentet”.
Han kunne have valgt at få produceret en stribe clubhits og tillægge sig en gangster-attitude – men så ville det ikke have været Dee Pee, og så var det faldet til jorden. Med Perspektivet er oldschool chillout-effekten intakt, og på den måde tøffer Dee Pees tog roligt men sikkert videre.
