Der var stille og roligt knald på
Da jeg første gang hørte om at [[Jokeren]] og UFO Yepha tog på tour sammen, stod jeg med en lidt blandet smag i munden. På den ene side var de begge aktuelle med deres respektive album, og man kunne på den måde slå to fluer med ét smæk. På den anden side, ser jeg ikke de to rap-acts i samme bås på den danske rapscene, og derfor ville det måske blive en underlig hybrid at sammensætte de to acts. Begge har de ganske vel stor kommerciel succes, men lydmæssigt synes jeg alligevel de ligger et stykke fra hinanden. Så om UFO Yepha og [[Jokeren]] ville passe sammen under samme tag, var sådan set min største bekymring denne aften på Posten i Odense.
Nogle dage forinden var det blevet varslet, at [[CAS]] kom som opvarmning. Det virkede lidt som den lette beslutning i og med, at han samtidig var back-up rapper for Jokeren. Og jeg var da heller ikke besynderligt imponeret over de fire numre han havde medbragt. Ja, den der med “er du dyr at drikke billig” var da meget sjov, men i min verden, var der bare ikke gjort nok ud af hans show. Det var [[CAS]], en back-up rapper – hurtigt ind, hurtigt ud…færdig! Jeg havde nok forventet lidt mere, når det var så etablerede navne der var på programmet.
UFO Yepha rockede fra side til side
Efter en kort pause kom svendborgenserne UFO Yepha, som må siges at have haft lidt hjemmebane-fordel denne aften. Sammen med Steen Rock og trommeslager Birk Nevel (fra Gypsies mm.) fik de for alvor tændt op for blusset på Posten. De entrede scenen med et intro-nummer, som både var humoristisk og virkede skræddersyet til aftenen, hvor de blandt andet nævnte diskoteket Arkaden. UFO Yepha virkede overbevist om, at det var hér der skulle holdes fucking fest. Da der efter de to første numre hidsigt blev råbt efter ekstranummer, svarede de promte “Vi jo ikke færdig endnu… Vi er ikke engang begyndt man!”, fik mig overbevist om, at de var kommet for at blive – selv om jeg aldrig var i tvivl.
UFO Yepha havde valgt at spille de numre som tilfældigvis sagde mig mest, og de formåede at fylde “overskudspladsen” i den halvfyldte sal. Et show, som var tilrettelagt ned til mindste detalje, og en gennemgang af hits som “Op Mæ Håret”, “Hængekøjen”, “Fluen På Væggen” og det famøse “Hver Dag” gjorde, at man næsten fik stiv p**! Der var oven i købet blevet plads til Høvdingebold-tøjet på scenen, hvilket var prikken over i’et, og gav folk et godt grin.
Standarden var sat
Efter UFO Yephas optræden var oddsene lidt svære for Jokeren, som skulle hamle op med drengenes standard. Og han klarede det da heller ikke helt så godt, skønt numre som “Spændt Op Til Lir” og “Den Dræbende Joke” alligevel havde sneget sig ind i setlisten. Der var nok klimaks under El Jokerinos show under de just nævnte numre, og der var endda nogle stykker, der forlod Posten helt og aldeles under showet. Som nævnt før, var [[CAS]] blevet udvalgt til bakke [[Jokeren]] op, og han klarede det til ’et stort femtal’ fordi han tydeligt kunne sit kram – og lidt til, men det var alligevel en smule underligt at se ham rappe både [[Blæs Bukki]]s og Stygtanns vers på henholdsvis “Gå Væk” og “Sulten”.
[[Jokeren]] turde gå lidt mere i dybden med numre fra det nye album, og kastede sig både ud i tracks som “Mere Monitor”, “Junkiegøglercircusliv”, “Respekt”, “Sig Ja” etc. Live-bandet spillede godt, men alt i alt svarede det til det jeg havde forventet Jokeren kunne, så jeg nåede aldrig at blive rigtig overrasket – desværre! Men der var god stemning hos de tilbageværende, og det eskalerede da ”Havnen” kom på som ekstranummer – lidt som da UFO Yepha spillede “Hver Dag”. Jokke klarede sig alt i alt helskindet igennem, uden at skuffe fælt, og jeg fortryder bestemt ikke, at jeg dedikerede min lørdag aften til at tage på Posten.
Billeder af Chakrit Suttichan




Billeder af Vinh Van Bui























