Den glade hær på vejen
Dansk raps svar på Power Rangers – Fler Farver, trodser det kolde vejr og tager på tour i februar måned. Sidste år udkom deres 2. album “Happy Army”. Et album som blev skrevet og indspillet i et sommerhus i Tjekkiet. Og da de kom hjem igen blandede Pilfinger (Johnson, Hennesey) de sidste bolcher og mixede albummet færdigt. Albummet høstede blandt andet 4 stjerner af Rapspot, og 4.5 stjerner af Undertoner – og selvfølgelig fortjener det en tour rundt omkring i Dannebrog.
En forsmag den 17. januar bevidnede, om hvad der var i vente fra de 5 medlemmer, når de spiller live-shows sammen. Gaffas anmelder var vild med det, og gav gruppen 5 stjerner for deres live-optræden, og skrev blandt andet: “Og ikke et ondt ord om det. For det var super tight, lettere reggae-præget, og de skarpt spyttende farvehandlere svingede og hoppede rundt om hinanden og stod ikke stille et øjeblik. Hverken i lyd eller på fødderne. Og lydtryk og flow var, som det skulle være.” Men trods den glade og harmoniske lyd, kommer det ikke til at gå stille for sig! Røvhullerne OA forfølger dem nemlig under hele touren, og vil være klar til at nikke skaller hvis der er nogle som fronter! Det bliver alt i alt et meget specielt show?!
Tourplan:
Den 5. februar – Ridehuset, Århus
Den 6. februar – Pitstop, Kolding
Den 7. februar – Rust, København
Den 27. februar – Mulerfest, Odense
Den 28. februar – Internationalt Hus, Odense





