2006 – Hvad gik ned?
Jeg ser altid frem til slutningen af december måned, hvor det ellers vrimler med nisser, juletræer, gaver, og mere eller mindre retarderede folk i skikkelse af en våd julefrokost. Der er pludselig masser af mad og slik over det hele, og gavepakkelege eller jule-banko hvor du kan vinde gaver til sig selv, dine børn, din familien eller sågar dine fladlus. Tilmed har de fleste familier også fået besøg af nissernes inkassoafdeling, fordi de ikke har betalt de sidste 4 års julegaver. Og nisserne var endda rigtige væmmelige i år, da de nu er begyndt at putte julelys i folks øjne. Det er også lige før man skal have en julekalender med 76 låger for at få hele julen med, og det gør jo bestemt ikke fornøjelsen kortere.
Alt dette er dog ikke helt grunden, til at jeg ser frem til netop slutningen af december måned. Slutningen betyder nemlig også at endnu et år er ved at lakke mod enden, og at et nyt skal til at afløse det gamle. En slutning betyder at der har været noget forinden, og om det så har været dårlige eller gode oplevelser – så har det dog været oplevelser. Netop derfor er nytårsaften speciel, ikke kun på grund af den fantastiske brandert der er mulig at påføre sig, men også på grund af oplevelserne. Oplevelser der er med at forme ens liv, omgivelser, holdninger, meninger osv. Det er derfor igen blevet tid til en opsummering af året der gik, og nogen af de ting der foregik i den danske raps tegn.
Året startede med at skuespilleren Kim Bodnia, søgte folk fra hip hop kulturen som medvirkende i en ny tv serie om hiphop-livsstilen. Ideen var, at man skulle følge en række elevers kamp for at blive fuldstændige hiphopper, og til ideen var der tilknyttet flere af landets bedste rappere, dansere, graffitimalere og beatbox kunstnere. Jokeren havde blandt andet sagt ja til at være lærer, mod at Kim Bodnia gav ham dramatimer.
Musik videoen til “Bridestil” med rapperen CAS, var igennem censuren ikke mindre ind 46 gange i vokal sporet og 20 gange visuelt. Efter lang tid blev musikvideoen dog godkendt af The Voice TV, så den kunne blive vist som en xxx-tra censuret version af den oprindelige video. “Bridestil” var dog ikke den eneste musikvideo dansk tv ikke turde vise. L.O.C.’s musik video til “Få din flask på” feat. Suspekt, var også ude for gennemgribende censurering. Heldigvis kunne folk gå ind på bladet M!’s hjemmeside, og se hele videoen i en begrænset periode.
Gruppen “Hvid sjokolade” kom på de skrå brædder, da “Kampen om Danmark” blev opført på Baggård Teatret i Svendborg. En forestilling som Tommy Bredsted (Onkel Tom) og Nage fra Hvid Sjokolade både havde skrevet og komponeret sammen. Stykket var en ny fortolkning af Shakespeares “King Lear”, og var instrueret af Lasse Bo Handberg. På scenen kunne man opleve tre skuespillere, to rappere (UFO & Natasja Saad) og en enkelt DJ (Steen Rock), som i en blanding af rim, beat og rap-battle skulle forsøge at tilrane sig magten og vinde kampen for Danmark.
Sidst i januar sagde en pressemeddelelse fra Blodense Records, at de ville lave en dansk version af Doggystyle “pornofilmen”. Der blev indgået et samarbejde med Pornokongen Michael Zile fra Babesline.dk, hvor Ziles modeller ville dyrke sex mens der blev leveret rap fra: Nemo, Gezza G & de to front figurer fra Blodense: MzM og Miclos. Til trods for at det efterhånden er et år siden er filmen er dog endnu ikke blevet lavet, men der arbejdes dog forsat på den i Odense.
Pladeselskabet Run For Cover lancerede en ny online shop, der både sælger cd’er, vinyl, dvd’er og blandet merchandise. Siden er siden blevet kendt for et stort sortiment, med masser af skæve og sjældne udgivelser som andre forhandlere ikke fører. “Run For Cover” vil primært være et pladeselskab, men markedet manglede en seriøst udbyder af dansk rap, gammelt som nyt, sjældent som populært, CD som vinyl”, sagde medejer af Run For Cover Records, Torben Portland, dengang.
Rapperen Manzini bekendtgjorde at han er ved at indspille en internationale plade, hvor bl.a. produceren Bosko vil være at finde på cd’en. Manzini tog til New York for at indspille med det danske producerteam Supaflyas, og for at arbejde sammen med folk der bl.a. har leveret hits til: Nelly, Outkast, Xzibit, snoop Dogg, Craig David m.m. Selvom det var i april 06 at Manzini tog afsted, er den internationale plade ikke udkommet endnu.
Efter en kraftig debat omkring sprogbrug i dansk rap i 2005, blev et par af de involverede forenet i en musikvideo på selv samme sprog som debatten gik ud på. Hanne Vibeke Host gæstede Jokerens musikvideo til nummeret “Godt Taget”, hvor også navne som: Don Ø, Klaus Riskær Pedersen, Jørgen Leth, Susanne Bjerrehus og Peter Aalbek var med. Grunden til Hanne Vibeke Holst var med var ifølge Jokeren: “At selv om de havde to forskellige synspunkter, respekterer han hende for at sige sin mening”.
I 2006 udkom der endnu en dansk bog omkring dansk hip hop. I kulturjournalist Rune Skyum-Nielsens bog “Nr. 1 – Dansk hiphopkultur siden 1983″, kan man læse alt hvad der er værd at vide om rappens rimsmede, breakdancere, dj’s og graffitiens forbudte værker i Danmark.
Mandag d. 20. marts kunne man trykke på sin fjernbetjening til tv’et, og se Clemens blive hundset rundt med af de fantastiske 5. Clemens var på det tidspunkt ved at indspille album med sit nye band “Die Dümme Danen”, og dette krævede selvfølgelig et helt nyt image. Clemens fik endevendt sit hjem af de 5, men fik dog bl.a. en bærbar computer ud af fornøjelsen.
I Niarns ellers travle indspilningsproces til albummet “Antihelt”, hvad P3 bedt ham om at føre en radio-dagbog, der både kørte på P3 og online. Via den kunne man finde ud af at selvom man ikke lige hørte fra Niarn, betyd det bestemt ikke at han slappede af. Der skulle bl.a. laves cover, mixes vokaler og musik, og holdes møder om det ene og det andet, før der kunne udgives et nyt album.
2006 var også året hvor makkerparret Troo.L.S & Orgi-E, fastsatte en udløbsdato for deres fælles projekt under samme navn. En tour markerede slutningen på endnu en Tabu-epoke, og den sidste chance for at se de to i koncjonert skete d. 9. juni. Dansk rap fik nye rammer i april, hvor den dansk/ægyptiske Zaki søsatte et nyt projekt. Det var nemlig selveste Operaen der kom under særlig hip hop behandling, da Zaki gav folk en oplevelse ud over det sædvanlige. Jokeren 2. album rundede et salg på over 20.000, hvilket indløste en guldplade.
Ezi Cut udgav en Chopped’n'Screwed cd, hvor numrene fra Drop Dead vol. 6 var blevet pillet lidt ved. Det lidt mærkelige koncept, der på dansk er oversat til “hakket og drejet”, drejer sig i bund og grund om at skrue ned for både tempo og vokal. Ezi Cut var dog ikke den første med dette koncept, gruppen Komplot havde udgivet en cd med Chopped’n'screwed forinden. L.O.C. solgte mere end 100.000 eksemplarer sammenlagt af sine tre albums, og for at fejre dette blev den nyeste cd (Cassiopeia) udgivet i en limited edition, som indeholdt tre nye numre. For ikke at “tvinge” folket til at købe endnu en omgang Cassiopeia for at få fat i de tre nye numre, kunne de også hentes billigt på nettet.
I 2006 kom der også godt nyt til alle vinyl-elskere ude i landet, da pladebutikken “Baryske Records” genopstod fordi ejerne mente at København har brug for en decideret hip hop vinyl forretning. I skarp forbindelse med vinyl ankom endnu en nyhed i 2006, der ville gøre det lettere for folk at få deres gamle vinyler ned på deres MP3 afspiller. Verdens første USB pladespiller var kommet til verden, og det er nu muligt at konverterer ens vinyler til MP3.
Niarn udgav sit andet album “Antihelt”, der høstede blandede anmeldelser der viste lige fra 2 til 5 stjerner. Alligevel afsagde publikum hurtigt deres dom, og den var til gengæld helt klar. Niarn gik direkte ind som nummer 1 på den officielle danske albumhitliste, med et salgstal der var dobbelt så stort som Bruce Springsteen på 2. pladsen. Efter en uge havde Niarn således allerede solgt 12.000 eksemplarer, og lagde dermed ud at følge flot op på albummet “årgang 79″ der solgte 25.000 eksemplarer.
Liam O’Conner – bedre kendt som L.O.C. behøvede ingen nærmere introduktion, da han sagde velkommen som studievært det danske tv-show “YO! MTV Raps”.
I 2006 valgte rapperen Geolo G at pensionerer sig som rapper, og trække sig tilbage efter en tid med div. koncerter & teaterforestillinger. Som han selv skrev på hans myspace.com profil: Geolo G er slut d. 22. oktober 2006. R.I.P. på forhånd. Tak for alt i de mange år. Nu må livet bare videre med noget andet.
L.O.C., Clemens og Johnson blev sammen med en række andre danske kunstnere blev ved årets Hangarfestival sat til at inspirere med velgørenhed for øje. De blev sat til at male et maleri, som derefter blev sat til salg på engodsag.dk til et godt formål.
Jokeren debuterede som skuespiller i en biograf-film, hvor han spillede hashbaronen Paten. “Fidibus” havde premiere d. 13. oktober 2006, og blev en pæn succes i det danske land.
Lise Nørgaards legendariske tv serie Matador, skulle koges ned til en musical som skulle/skal blive Danmarks største. Til at omskrive det danske stykke kulturhistorie faldt valget på rapperen Clemens og Bent Fabricius-Bjerre. Musikken skulle blive jazz-inspireret, mens teksterne vil bærer præg af, at de er skrevet af en rapper. De vil blive korte og præcise med masser af budskab. Matador-musicalen kan opleves i Operaen på Holmen i København fra søndag d. 10. juni 2007.
2006 var også et år hvor hip hop (den danske rap), fordelte sig rundt i forskellige medier. Her iblandt kan nævnes: Hiphop-skolen på Vega, DR2 havde tema tirsdag om dansk hip hops historie, Danmarks Radios Urban hjemmeside satte et stort tema op om kvinderne i hiphopkulturen og DR lavede i samarbejde med Nordisk Ministerråd en side på Internettet hvor læse om bl.a. Sprogundervisning, sprog i almindelighed og selvfølgelig rap.
Rockers By Choice spillede deres sidste koncert nogensinde, da de 5 originale medlemmer d. 3. februar var samlet på en scene for sidste gang. Hele koncerten blev optaget, og vil efter planen blive udgivet på et senere tidspunkt. DVD’en er dog ikke udkommet endnu, men der er stadig planer om udgivelsen af den mindeværdige afskedskoncert.
Dansktoppen havde i 2006 eksisteret i godt og vel 4 år, og har leveret 100% dansk rap hver dag 365-24-7. Dansktoppen kunne i 2006 udvide sendetiden med en hel time, så den daglige sende fremover er kl. 17-19.
2006 var desværre også året hvor vi mistede en af hip hop kulturens største personligheder: Martin “Preachermann” Hansen. 6 år i streg var Martin bl.a. med til at gøre MC’s Fight Night til den store danske hip hop begivenhed det er den dag i dag. Selvom “Mr. Fight Night” ikke længere er blandt os, valgte folkene bag (i samarbejde med Martins familie) at forsætte showet. I år kunne man se en fresh MC’s Fight Night taxi i gaderne i København, samt man selvfølelig igen i år kunne spille på vinderen.
I år kunne DM i Mix fejre 20 års fødselsdag, og det bliv gjort i Amager bio i forbindelse med dette års konkurrence. For andet år i streg løb DJ Direct med sejren, og vandt æren at repræsentere Danmark ved DMC World Championships.
Sidst, men ikke mindst havde Danskrap.dk også et par opdateringer i 2006, hvor vi bl.a. indgik et samarbejde med musik-portalen Musik.dk. Samarbejdet betyd bl.a. at man nu kunne læse vores nyheder på tv2′s tekst-tv side 462. Som et andet led i udviklingen af siden, kunne man i 2006 også se reklamer på siden. Danskrap.dk var igen i 2006 med på årets Roskilde Festival, der igen dette år bød på nyheder, interviews og artikel fra festivalen. Den største nyhed var dog da siden kunne informere, om at have indgået et samarbejde med The Voice TV. Det går ud på at der i primo februar 2007 vil blive søsat et nyt hip-hop program, med danskrap.dk‘s helt egen grundlægger Christian Sundsdal som vært.
Meget er sket på et år, og meget har er der sikkert glemt. Har du nogen kommentarer eller andre ting – så gå ind på denne tråd og giv din mening. Du finder tråden her:http://pro3.meebox.net/~krigeren/danskrap.dk/board/display_topic_threads.asp?ForumID=1&TopicID=18960&PagePosition=1&ThreadPage=1

































